Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark, under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade;
//: men den skønneste krans
bli’r dog din, sankte Hans!
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade. ://

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
//: da går ungdom til dans
på dit bud, sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. ://

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende!
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde;
//: vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde! ://

/Forfatter & Komponist, Årstal

 I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer
Gud gav os den, Gud giv den bedste sejer!
Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! Danmark, mit fædreland!

/H.C. Andersen

1. Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
//: nær salten østerstrand; ://
det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
//: og det er Frejas sal. ://

2. Dér sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
//: udhvilede fra strid; ://
så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
//: bag højens bautasten. ://

3. Det land endnu er skønt;
thi blå sig søen bælter,
//: og løvet står så grønt, ://
og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
//: bebo de danskes øer. ://

4. Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger, ://
//: som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
//: sin top i bølgen blå. ://

/Oehlenschläger

1. Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

2. Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Korn, korn, korn
i drømme gror under månens horn.

3. Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdom jubled’ din lovsang ud,
kun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!

4. Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.

5. Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.

6. Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg véd, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg véd, dit hjerte er guld endda.

/Thøger Larsen

1. Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pluds’lig ind,
det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbag’.
Alt, hvad der rørte sig, blev glemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.

Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’med varme dag’,
du er hos mig.

2. Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pluds’lig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter fløjet ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.

Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’med varme dag’,
du er hos mig.

/Alberte